Kære alle

Jeg sagde for et par år siden, at jeg er rød, før jeg er grøn. Det passede dengang. Men det gør det ikke længere. Jeg er klar til at lægge forbeholdet væk. Det grønne er ikke længere sekundært.

Lad mig forklare. Da regeringen tiltrådte, var det på et meget klart grønt mandat. Folketingsvalget i 2019 var det første rigtige klimavalg i Danmark.

Tusindvis af danskere ønskede et grønt kursskifte. Væk fra VLAK-regeringens nølen. Den manglende vilje til at regulere landbruget. Og de manglende ambitioner både hjemme og ude. Det var et toneangivende emne i valgkampen. I alle de valgdebatter, jeg deltog i. Derhjemme over spisebordet med familiens yngre medlemmer. Og selvfølgelig også i den offentlige debat og på slotspladsen foran Christiansborg.

Et vigtigt symbol for det nye grønne flertal blev 70 procent målsætningen. Det høje måltal var dengang ikke Socialdemokratiets opfindelse. Æren tilfalder SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. Det står som noget af det vigtigste i det forståelsespapir, der er med til at danne grundlag for regeringens virke.

På mine første møder som statsminister på den internationale scene skulle jeg forklare de nye høje danske ambitioner. Kolleger på tværs af kontinenter lyttede med stor interesse, men også med undren: Hvordan turde vi binde os til så stor en reduktion? Jeg svarede igen og igen: Vi ved ikke præcist, hvordan vi skal nå målet. Havde vi vidst det, ville tallet ikke have været ambitiøst nok.

I dag er jeg dybt taknemmelig for, at vi blev forhandlet så højt op. Først og fremmest selvfølgelig fordi klimakrisen er alvorlig – kloden har brug for, at vi sætter ambitiøse mål. På 2½ år er vi nået længere med indfrielsen, end de fleste troede muligt. Og samtidig har målet været med til at placere Danmark et unikt sted globalt. Fra vores grønne strategiske partnerskaber med nogle af det vigtigste økonomier i verden som Indien og Sydkorea. Til klimaministerens vigtige rolle i forbindelse med COP 26 i Glasgow og til den fortsatte danske eksport af grønne løsninger. Det hele hænger sammen. Hvad vi gør herhjemme, giver os muligheder for at præge verden. Og vigtigst i en dansk sammenhæng. Fordi vi er lykkes med at gøre det på en dansk måde. Hvad mener jeg med det? Jo, det hænger sammen med det oprindelige forbehold. Jeg var reelt bekymret dengang i 2019. Kunne vi skabe så store forandringer uden at skabe tilsvarende andre store problemer?

Ville vi kunne sætte gang i den grønne omstilling uden galoperende ulighed? Stor stigning i arbejdsløsheden. Endnu større konflikter mellem provins og hovedstad. Eller mellem de unge og deres bedsteforældre. Eller endnu værre. Ville klima blive den nye splittelse mellem de mennesker, der føler sig kørt ud på et sidespor af dem (og os), der bestemmer? Ligesom udflytning af arbejdspladser til Asien, ureguleret indvandring, centralisering og globaliseringens negative konsekvenser med rette har været oplevet.

Det var derfor, jeg sagde rød før grøn. Ikke fordi jeg ikke hele tiden har været optaget af klima, biodiversitet og naturens krise. Det har jeg egentlig været hele mit liv. Som barn købte jeg regnskov, før jeg købte makeup. Og jeg donerede mine surt opsparede lommepenge til truede dyr. Jeg meldte mig tidligt ind i Verdensnaturfonden.

Jeg ville bare ikke ofre sammenhængskraften på vejen. Jeg var oprigtigt bange for splittelse og polarisering. For uligheden.

Men. Nu er der gået mere end 2 år. Vi har lavet et utal af aftaler. Du har sikkert allerede glemt mange af dem, så tillad mig at nævne nogle stykker: Klimaloven. Aftalen om en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. Aftalen om en grønnere vejtransport. En national strategi for bæredygtigt byggeri. Aftale om stop for fremtidig olie- og gasindvinding i Nordsøen. En køreplan for fangst og lagring af CO2. Landbrugsaftalen. Aftaler om mere havvind.  Og om omlægninger af både forskning og udviklingsbistand i grøn retning. Og så selvfølgelig aftalen om verdens første energiøer.

Samtidig med de i alt mere end 50 grønne aftaler er det lykkedes at styrke det sociale sikkerhedsnet. Vi har investeret i udbygning af velfærdssamfundet. En ny udligningsreform, der skaber bedre balance i Danmark. En ny ret til tidlig pension, der sikrer en værdig tilbagetrækning. Vi har modvirket den negative centralisering af Danmark med både politi, arbejdspladser og aftaler om uddannelser i provinsen. Og samtidig skabt rum til nye grønne investeringer. Senest med aftalen om Danmark kan mere 1.

Sideløbende med vores klima-arbejde har vi krisestyret Danmark igennem pandemien. Blandt andet fordi vi handlede resolut og indførte omfangsringe hjælpepakker, står dansk økonomi i dag bomstærkt. Dansk eksport klarer sig godt, ledigheden er den laveste i 13 år. Statsgælden er faldet til laveste niveau siden 2009, og der har aldrig været så mange mennesker i arbejde som nu.

Med andre ord. Erhvervslivet har det godt. Sammenhængskraften har bedre forudsætninger i dag, end da regeringen tiltrådte, og for både selvstændige og danske lønmodtagere ser fremtiden lige nu meget lys ud. 

Så vi har gjort det, som jeg ikke var sikker på ville være muligt. Kombineret høje danske klimaambitioner med den rette sociale balance. Det er lykkedes hurtigere og mere solidt, end jeg havde turde håbe på. Derfor findes mit eget forbehold ikke længere. Hvor der tidligere har været et ”men”, så sletter vi det fremadrettet.

EU er også begyndt at rykke på sig, når det kommer til klima og grøn omstilling. EU har det mest ambitiøse klimamål blandt verdens store økonomiske blokke. Vi skal sammen reducere drivhusudledningen i EU med mindst 55 procent i 2030 og arbejde for en grøn, digital fremtid, hvor Europa leverer viden og grønne teknologier til de store verdensøkonomier. Det kan fremtidssikre Europas velstand.

Der er mange økonomiske muligheder for Danmark i et grønt EU, men Danmark har også en anden vigtig rolle. Vi skal dele vores erfaringer med grøn omstilling med de andre medlemsstater. Særligt vores erfaringer med, hvordan grøn omstilling kan bidrage til at styrke sammenhængskraften, fremme investeringer og forbedre borgernes hverdag. Der er allerede afsat historisk store midler i EU til at understøtte en socialt retfærdig grøn omstilling, særligt i de lande, hvor de socioøkonomiske udfordringer er størst. Nu skal vi sikre, at midlerne bruges fornuftigt og effektivt til at fremskynde Europas grønne omstilling og styrke vores samarbejde i en klimaunion. Her vil Danmark spille en aktiv rolle. 

Det er der også brug for. Rapporten fra FNs’ klimapanel fra august sidste år understreger alvoren for vores klima. Rapporten viser, at der er behov for markant styrket global klimahandling. Der er mere end nogensinde brug for grønt globalt lederskab.

COP26 var et skridt i den rigtige retning. Verdenssamfundet anerkendte, at vi skal sigte efter at begrænse temperaturstigninger til 1,5 grader, hvis vi skal værne om planeten og fremtidige generationers velfærd. Kul skal udfases, og der skal stilles midler til rådighed til at hjælpe udviklingslande omstille sig og tilpasse sig klimaforandringerne.

Danmark har taget lederskabet på sig. Og vores indsats bliver mødt med anerkendelse ude i verden. På COP26 blev Danmark i en rangering lavet af den internationale sammenslutning af grønne NGO’er og to tænketanke kåret til at være det land, som gør mest for klimaet. Men meget sigende for den alvorlige krise, verden befinder sig i, blev vi ikke nummer 1. På listen over de mest klimavenlige lande var de tre første pladser nemlig tomme. Organisationerne bag undersøgelserne vurderede simpelthen, at der ikke er noget land i verden, der gør nok for klimaet. Vi kan være stolte af, at Danmark er et grønt foregangsland. Men ikke engang Danmark gør nok.

Derfor fortsætter vi. Vores prioriteringer den næste tid er blandt andet en grøn skattereform. Grønne indenrigsfly. Og udbygning af den vedvarende energi.

Med den grønne skattereformen vil regeringen lægge op til en ambitiøs klimaafgift. Den skal være et centralt værktøj på vejen til at indfri vores klimamål i 2025 og 2030.

Klimaafgiften skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning. Det er ikke bare økonomisk klogt. Det er også det mest rimelige. Alle virksomheder skal i fremtiden have en klimavenlig produktion.

Det er mit klare indtryk, at dansk erhvervsliv både kan og vil spille en aktiv rolle i omstillingen. Det er Klimapartnerskaberne et strålende eksempel på. Her har virksomheder og organisationer fra en lang række brancher kastet sig ind i kampen for at finde nye veje fremad i den grønne omstilling. Den samarbejdsånd og den vilje til forandring, vi har mødt her, gør mig både stolt og taknemmelig.

Jeg tror også, at vi danskere gerne vil tage det grønne valg i vores dagligdag. Et lille, men illustrativt eksempel er vores forbrug af plastikposer. Som noget af det første forhøjede regeringen sammen med SF, Enhedslisten og Radikale afgifterne på plastikposer.

Siden starten af 2021 har det været et krav, at en plastikpose skal koste minimum fire kroner i detailhandlen. Og selvom de fire kroner nok ikke er hele forklaringen, så bruger vi i dag markant færre plastikposer end tidligere. Fra 2017 til 2020 er forbruget af plastikposer således næsten halveret. Vi har ændret vores adfærd. Genbruger i højere grad de plastikposer, vi allerede har. Eller tager en mulepose med, når vi skal ud at handle.

Også i luftfarten ønsker vi at sætte barren højt. I min nytårstale annoncerede jeg, at danskerne i 2025 skal have mulighed for flyve grønt på en indenrigsrute. Og at vi senest i 2030 skal kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark. Vi ved, at det bliver svært. Men det er netop baggrunden for ambitionen. Er der noget, vi har lært de seneste to år, så er det, at vi ikke skal være bange for at sigte højt.

Perspektiverne i de grønne indenrigsfly rækker langt ud over Danmarks grænser. For kommer vi i mål med ambitionerne. Så vil det være et globalt grønt gennembrud. Ligesom vi tidligere har gjort det med blandt andet havvind.  

Rollen som grøn pioner. Den ligger godt til Danmark. Lige siden oliekrisen i 1970’erne har vi satset på vedvarende energi. Vi har løbende støttet udbygningen af vindmøller – først på land og siden også på havet. Den satsning har ikke alene været god for klimaet, men også været en klog investering. Vi er nu kommet så langt, at opførelsen af havvindmølleparker kan være en overskudsforretning for staten.

Det er en fantastisk milepæl for en teknologi, der er født og modnet her i Danmark – af dygtige og opfindsomme danske smede, elektrikere og ingeniører. Og det beviser, at Danmark aktivt er med til en forme en ny tid, hvor grønt er billigere end sort.

Med årets finanslovsaftale besluttede vi, at vi inden udgangen af 2030 skal opføre to yderligere havvindmølleparker. Sammen kan de levere strøm svarende til to millioner husstandes forbrug. Alene den udbygning vil være næsten en fordobling af vores nuværende havvindkapacitet. Det kommer oveni, at vi samtidig bygger verdens første energiøer. De skal på sigt forsyne millioner af europæere og levere grøn strøm via såkaldt power-to-X til produktion af fremtidens grønne brændstoffer til blandt andet fly, skibe og tung transport.

Udviklingen går hurtigt. På få år har vi her i Danmark sørget for, at størstedelen af elektriciteten i stikkontakten er grøn. I dag er det sådan, at ca. 70 procent af vores elforbrug i Danmark dækkes af dansk produktion fra grønne kilder.

De seneste måneder har mange danskere oplevet, at deres varme- og elregninger har taget et ordentligt hop opad. En ny global energikrise har fået priserne til at tordne i vejret. Det er en udvikling, som regeringen ser på med stor alvor. Og derfor har vi netop indgået en aftale med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne om at give en ekstra økonomisk håndsrækning til de husstande, som er hårdest ramt af de forhøjede varmepriser.

Energikrisen sætter samtidig to streger under det, som vi allerede vidste: At den fossile energi ikke er fremtiden. Og hvor bydende nødvendigt det er, at vi i Danmark og i Europa gør os fri fra afhængigheden af olie og gas.

Det er netop det, som vores udbygning af vedvarende energi skal hjælpe os til. Mindske vores afhængighed af eksempelvis naturgas fra Rusland. Jo flere vindmøller vi har, desto mindre behov har vi og vores nabolande for at importere sort energi. En del af løsningen er en mere grøn og mere uafhængig energiforsyning. Det vil gøre Danmark mere robust i en urolig verden.

Og endelig viser energikrisen, at klima- og energipolitikken ikke længere kan betragtes som noget isoleret. Den er i dag vævet sammen med udenrigspolitiske, sikkerhedspolitiske, erhvervspolitiske og samfundsøkonomiske hensyn.

Jeg og regeringen har ikke længere et ”men” i den grønne omstilling. Forbeholdet er væk.

Du kan også se med her 

Med venlig hilsen
Mette Frederiksen