Næste etape i vejpakken bliver nu implementeret.

 
Kære ven,

Du husker måske, at jeg var med til at vedtage den såkaldte vejpakke for halvandet år siden. Skåret ind til benet har den to formål: At sikre ordentlige vilkår for chaufførerne og bidrage til fair konkurrence i lastbilbranchen. 

Først lidt historie
Vejpakken var lang tid undervejs. Først brugte ildsjæle blandt chaufførerne og i 3F mange år på at råbe politikerne op om problemerne med social dumping. Derefter kæmpede vi socialdemokrater i lang tid for at skaffe opbakning til ny lovgivning i Europa-Parlamentet. 

I sommeren 2020 kunne vi så endelig se resultatet af vores anstrengelser. Vejpakken blev vedtaget og sikrede os dermed et solidt bolværk i kampen mod social dumping på de europæiske landeveje. 

Bedre arbejdsvilkår
Kort efter vedtagelsen fik chaufførerne ret til at vende hjem til deres familie og venner mindst hver 4. uge. De fik også ret til komme ud af førerhuset og tage deres lange, ugentlige hvil i en rigtig seng. På arbejdsgiverens regning, selvfølgelig. 

Dermed sikrede vi bedre arbejdsvilkår til de chauffører, der ellers har været vant til at leve en nomadeagtig tilværelse i førerhuset på deres lastbil. 

Danske lønninger ved kørsel i Danmark
Sidenhen er vejpakkens krav om danske lønninger for kørsel i Danmark også trådt i kraft. Nu skal udenlandske chauffører lønnes på linje med danske, når de kører gods rundt her. En polsk chauffør kan altså ikke længere køre drueagurker fra Holbæk til Hirtshals på en polsk løn. 

Danske vognmænd har allerede sagt, at de mærker de positive effekter af vejpakken. Og det vil de nok snart gøre i endnu større grad, for i februar træder endnu flere af vejpakkens regler i kraft. 

Mere fair konkurrence
Vi sætter ind over for postkasseselskaber med et ret simpelt krav: Alle lastbiler skal vende hjem til virksomhedens adresse mindst hver 8. uge. Hvis der er en virksomhed på adressen, så er det jo ikke noget problem.

Men hvis man har oprettet et postkasseselskab i Rumænien for at udstationere sine chauffører til lave lønninger i vest, ja, så står man med håret i postkassen. 

Derudover stikker vi også en kæp i hjulet på den systematiske udnyttelse af cabotagereglerne. Fremover må en udenlandsk chauffør køre maks. tre cabotageture på én uge. Når han har kørt de tre ture, så skal lastbilen simpelthen helt ud af Danmark i min. fire dage. 

Reglerne om dansk løn for kørsel i Danmark, indsatsen mod postkasseselskaber og den nye karensperiode ved cabotagekørsel er med til at sikre mere fair konkurrence. 

Bliv klogere på vejpakken
Jeg er rigtig stolt af, at vi i sin tid fik vedtaget vejpakken. Nu gælder det om at holde foden på speederen, så vi ikke taber fart i kampen mod social dumping. Hvis du har lyst til at blive klogere på vejpakken, så har jeg lavet tre videoer. Dem kan du se ved at klikke på billederne herunder: 
 
 
 
 
Jeg håber også, at du her til sidst vil gå ind på Facebook og dele mit opslag med dine venner, så endnu flere kan læse om vejpakken.
 
 
Jeg kommer naturligvis til at følge den videre implementering af vejpakken tæt, og jeg glæder mig til at forstætte kampen for ordentlige vilkår og fair konkurrence i lastbilbranchen.


Kærlig hilsen,
   
Medlem af Europa-Parlamentet

 

Klik på ikonerne herunder for at følge mig på de sociale medier:
 

Copyright \u00a9 2021 Marianne Vind

Du modtager denne mail, fordi du enten har skrevet dig op til mit nyhedsbrev, var frivillig i min valgkamp eller på anden måde har tilkendegivet, at du ønsker opdateringer om mit arbejde. 
Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet her.