Fugleperspektiv nr. 3 / september 2020
Septembers himmel er så blå...

Denne måned har både budt på varme solskinsdage og tågede, kolde efterårsmorgener. Vi har haft alt fra sol, regn og stigende smittetryk tæt på os i kommunen. Det kan du blandt andet høre kommunaldirektør Jette Runchel fortælle lidt om her fra den grønne sofa. Og mens du læser om, hvordan Naturvidenskabsfestivalen fik børnene fra skolebænken og ud til bænkebiderne, kan du jo passende (gen)høre den fantastiske Vestegnssang. Alt sammen finder du lige her i denne måneds Fugleperspektiv.

Rigtig god læselyst!
 
 
Det Vilde Vest
I har sikkert hørt den, men hvis ikke må I endelig give den en lytter! Den nye Vestegnssang er skrevet af vores egen Morten Praëm, der er souschef på Musikskolen. Tidligere har han lavet Hjemstavnssangen om vores Albertslund, som der ofte bliver sunget med på rundt omkring i byen. Hør den dejlige sang lige nedenunder.

Sangen hylder egnen, hvor vi bor. Det er et projekt sammen med musikskoler i seks andre kommuner på Vestegnen. Den var en af flere sange, som blandt andet blev spillet til Alsang 2020, som i år foregik online. Hvis du har lyst til at synge med selv, kan du klikke dig ind til Alsangsvideoen også! 

 
 
Nu ikke igen, vel?
Jo, desværre. Det der COVID-19 er ved at være frustrerende. Det vender op og ned på en masse ting. Nye restriktioner indføres, ting aflyses osv. Men vi må holde fast og stå sammen med afstand, så vi lykkes med at komme gennem krisen.
Hør kommunaldirektør Jette Runchel sætte ord på det efterår vi kigger ind i herunder:

 
Fra skolebænken til bænkebidere

”Der er så fuld af sjov inde i en skov”. Sådan sang Povl Kjøller i 1970’erne. Og det er der stadig. I hvert fald havde 1. A fra Egelundskolen det både sjovt og lærte en masse, da de var miniforskere for en dag onsdag den 23. september som en del af ugen med naturvidenskabsfestival i Albertslund.

Naturvejleder Inge Christensen var iført vesir, da vi ankom til skoven for at besøge holdet af miniforskere fra 1. A. Ikke fordi hun var ved at fælde træer og skulle holde splinterne væk fra øjnene. Men naturligvis pga. situationen med COVID-19. Ok, nok om corona - vi skubber lige COVID-19 til side for en stund og gør plads til en kommentar fra Inge Christensen. Om forløbet med miniforskere siger hun nemlig dér bag vesiren:

”Hele idéen med miniforskermetoden er, at de små elever skal lære at forske. De skal undre sig, undersøge og blive klogere. Og det virker. De er så meget på de her børn. Der er mere ejerskab, fordi de arbejder med deres egen undren. Så jeg skal klart have nogle af de her metoder med i det videre arbejde på naturskolen.” 

Inden eleverne var mødt op havde de på forhånd fået spørgsmålet ”Hvilke dyr lever i skyggen?” fra Inge Christensen. Op til dagen i skoven skulle de så sende en undren den anden vej. Og 1. A undrede sig over, hvad der sker med bænkebidere i lys?
Og så gik undersøgelsen ellers i gang. Udstyret med forstørrelsesglas og bakker gik eleverne i gang med at samle bænkebidere, tilbyde dem fugtigt miljø i form af jord, tørt miljø i form af sand, skygge og lys. Med iPads dokumenterede de den data, de indsamlede, som rigtige forskere jo gør. Ind imellem fandt Mikkel en gren, som blev til gevær og andre drenge og piger svingede sig i torve i træerne. For selvom man er forsker skal der være plads til leg. Alt sammen var med til at skabe en super energi der midt i skoven, hvor der er så fuld af sjov.
Og pssssst – bænkebidere søger mod skygge og fugtigt miljø!

Miniforskermetoden er forskud på de problemstillinger, der venter dem senere i skoleforløbet, f.eks i udskolingen. Det klæder eleverne på til at kunne gå til problemstillingerne på en god måde. Undren-hypotese-undersøgelse-dokumentation-resultat-videreformidling!      

Således går det når man forlader skolebænken og går i skoven og forsker i bænkebidere. Krible krable og slut prut finale.