Kommunalvalg 2021, stigende Coronasmitte, podcasts og klimavalg er på dagsorden i denne måneds Fugleperspektiv
Fugleperspektiv nr. 15 / oktober 2021
Flyv ind i (klima)valget!
Oktober fløj afsted, og november ser ikke ud til at sagtne farten. For om lidt er der kommunal- og regionalvalg, og det har naturligvis stor betydning i vores lille kommune. Vi er kampklar med oplysningskampagner, mobile brevstemmer og meget mere som demokratisk våben!

Men kommunalvalget er ikke det eneste fokus, vi har, i denne måneds Fugleperspektiv. Desværre er Coronaen nemlig ved at tage fart igen her i kommunen, og det betyder desværre, at vi må genoptage nogle restriktioner. Alt dette - og mere til - vil vores kommunaldirektør Henrik sætte nogle ord på i Den Grønne Sofa. 

Slutteligt er der jo i disse dage klimatopmøde i Glasgow. Derfor bringer vi også en lille klimahistorie her fra Albertslund. For når vi får nye computere, så er vi faktisk også med til at plante træer. Og det er en grøn handling, vi sætter pris på!

Så lav en varm kop te, sæt dig godt til rette og nyd denne måneds Fugleperspektiv. 
God læselyst - og godt valg!
​​​​​​​
Pas godt på jer selv
Coronasmitten stiger lige nu i Albertslund Kommune, desværre. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat lader os teste - og hvis vi ikke allerede er blevet vaccineret, så er der god grund til at blive det nu. Men der er heldigvis også gode nyheder, og der er kommet nye kræfter til i kommunen. Blandt andet en ny direktør, som I selvfølgelig får mulighed for at møde i næste måneds Fugleperspektiv. 

Hør mere om, hvad der rører sig på direktionsgangen hos Henrik Harder i den grønne sofa her.
 
IT-afdelingen bygger bro mellem bærbar og bæredygtig fremtid
I perioden med Covid-19 kunne IT-afdelingen ikke skaffe nye pc’er gennem SKI-aftalen. Fabrikker lukkede ned og produktioner stoppede, så SKI-leverandørerne kunne ikke levere det nødvendige udstyr. I stedet har afdelingen bestilt bærbare pc’er hjem fra Circular Computing, som renoverer brugte pc’er. Det er godt for klimaet, bl.a. fordi det sparer vand og CO2, når man renoverer og ikke ny-producerer.
 
Covid-19 har ikke kun ført hoste, bøvl og dødsfald med sig. Det har også ført med sig, at vi nu i Albertslund Kommune køber mere bæredygtigt it-udstyr. Det er godt for klimaet og dermed for vores fælles klode. Men hvordan lige det?

”Man kender det fra mange andre brancher, f.eks. byggebranchen, at det i løbet af tiden med corona i vores samfund har været svært at få byggematerialer. Det er det samme, der gør sig gældende her. Vi har simpelthen ikke kunne få nye bærbare pc’er fra vores SKI-leverandører. Fabrikker er simpelthen lukket ned og produktioner stoppet. Derfor er vi gået nye veje, og det har betydet at vi nu køber renoverede pc’er gennem Circular Computing,” sådan svarer David Schoenbaum, som bl.a. står for IT-indkøb i IT-helpdesk, på det spørgsmål. 

Alt i alt bidrager ordningen her til, at Albertslund Kommune sætter endnu flere grønne fodspor. I 1992 var Albertslund Kommune den første kommune i landet, der lavede grønne regnskaber og i 2007 var Albertslund den første 100% miljøcertificerede kommune i landet. Albertslund Kommune var også den kommune i landet, hvor vandforbruget pr. indbygger først kom under 100 liter. I 2011 blev Albertslund kåret til Nordisk Energikommune. Og senest er en ambitiøs klimaplan blevet vedtaget af Kommunalbestyrelsen tidligere på året.
Blot for at nævne nogle af de grønne fodspor, der er sat – og grønne baner, der er kridtet op!

Hvis du vil læse hele artiklen, så klik på linket til medarbejdersiden her:
 
Spiller du med til valget?

Albertslund ligger desværre lavt på listen over, hvor høj stemmeprocent kommunerne har til  Kommunal- og Regionalvalget. Det vil vi selvfølgelig gerne lave om på! Derfor har vi gjort en hel del for at få hævet stemmeprocenten til dette kommunalvalg. Vi har både været ude med mobile brevstemmesteder i hele kommunen - og så har vi også prøvet kræfter med noget helt nyt: Gamification!

Vi håber på at kunne nå især de unge stemmer ved at gøre kommunal- og regionalvalget sjovt gennem en blanding af viden og spil. Derfor har vi designet tre spil, hvor du kan prøve kræfter med din viden om valgene. Og forhåbentlig få endnu mere viden om netop valgene.

De to første spil er allerede i gang (de handler om Albertslunds egen kommunalbestyrelse og Regionsrådets beslutningsområder) - og det næste er lige på trapperne. Hvis du har lyst til at dyste mod en kollega, ven, familiemedlem eller andre om din viden om Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse - så klik dig ind på linket her! 

 
Deltag i debatten med direktøren!
Som vi også skrev i det sidste Fugleperspektiv, så er vores kommunaldirektør, Henrik Harder, nu mulig at følge på Facebook! Han har nemlig en side på Facebook, hvor du kan. følge med i hans arbejde, deltage i debatten og giver gode idéer, tips eller ønsker videre til ham.

Du kan finde ham ved at logge på Facebook (hvis du har en profil) og søge efter "Henrik Harder". Du kan også gå ind gennem dette link og tryk "følg": https://www.facebook.com/henrikharderalbertslund
 
Lyt til det sidste afsnit af "Lunden"
Vi er nu klar med det femte og sidste afsnit af Albertslunds podcast "Lunden". Denne gang bevæger vi os ind i kulturlivet i Albertslund. Vi runder, symfoniorkester, billedskole og besøgsbondegården.

Sammen med komiker Dan Andersen besøger vi Ungdomsskolen og Musikskolen, der har formet hans kreative karriere. Vi tager på Badesøen Festival og oplever de klassiske sektioner af en avis blive fremført på en scene til Avisen Live, og kultur- og fritidschef, René Birkemark Olesen, fortæller om det helt særlige ved Albertslunds kultur. Men hvordan kan man gå på opdagelse i det rige kulturliv? Og hvad kan vi forvente af fremtidens kultur i byen?  Lyt med og få svaret i Lunden.

Du kan finde "Lunden" på Spotify, iTunes mm. Men du kan også høre den lige her: www.albertslund.dk/podcast