Kommunalvalget er overstået, Myndighedsafdelingen har lavet god kommunikation og julen står lige for døren i denne måneds Fugleperspektiv
Fugleperspektiv nr. 16 / November 2021
Snart kommer den søde juletid...
December banker på døren, og vi er allerede i julestemning. For selvom de nye Corona-restriktioner minder os om, at vi fortsat skal være forsigtige, så er denne måneds Fugleperspektiv fyldt med fine fortællinger. 

Vi skal både forbi det spændende kommunalvalg, en god historie fra Myndighedsafdelingen og også tage en lille forsmag på julen - med musik, spil og mulighed for at vinde julegaver. 

Rigtig god læselyst!
 
Kommunalvalget 2021
Kommunalvalget viste sig at blive mere spændende end mange måske havde forudset -
både ift. konstitueringen, Corona-smitten og stemmeprocenten. Derfor sætter vi i dette Fugleperspektiv lidt ekstra fokus på netop kommunalvalget. 

Selvom vi lagde en stor indsats i at få flere til at stemme i år både med mobile brevstemmesteder, videoer på de sociale medier, gamification, klistermærker, Stem Med-plakater og meget mere, så faldt stemmeprocenten i Albertslund Kommune alligevel fra
66,07% i 2017 til 61,9% i år - på landsplan faldt det fra 70,8% i 2017 til 67,2%.

Men selvom stemmeprocenten overordnet set faldt, så steg brevstemmeprocenten!
I 2017 brevstemte 1.130 borgere, og i år stemte 2.469 borgere, svarende til hele 18,7% af de samlede afgivne stemmer. Det, synes vi, er rigtig godt klaret -
og det kunne ikke være sket uden de gode kollegaer,der sad ved de mobile
brevstemmesteder og hjalp folk igennem valghandlingen. Så tusind tak for jeres hjælp! 

Men nok om tal og statistik.
Vi skal nemlig også høre fra en af dem, som sad med ude ved stemmestederne på selve valgdagen - nemlig daglig leder af Musikskolen, Ulrik Skat Sørensen.

VOXPOP - Hvordan så valget ud?
Kommunal- og regionalvalget tirsdag den 16. november er nu veloverstået. Men at få sådan
et valg til at lykkes, kræver en stor indsats af en masse mennesker op til, på dagen og efterfølgende. Til denne udgave af Fugleperspektivets voxpop har vi derfor sat Ulrik Skat Sørensen, der til daglig er leder af Musikskolen, stævne. Det har vi, fordi han var holdleder
på valgstedet Herstedvester Skole.
Derfor vil vi lige høre ham om hans oplevelser med valget.   
 
Hvorfor meldte du dig til at hjælpe ved valget?
​Jeg var med for 2 år siden ved FT/EP valget. På det tidspunkt var jeg ny i kommunen,
så der var det en anledning til at komme ind i et bredere kollegafælleskab og
møde en masse af byens borgere. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det var hårdt
med mange timers fokus og især, når der skulle tælles stemmer.

Men selv om det var hårdt mærkede jeg også glæden og stoltheden over at tage ansvar for vores demokrati og være en del af de processer, der får vores folkestyre til at fungere. 
Det var de samme årsager som gjorde at jeg meldte mig igen ved denne valghandling. 
 

Hvad var din bedste oplevelse i forbindelse med afholdelsen af valget?
 ​Det bedste var helt klart at se demokratiet arbejde. At afgive sin stemme og tage stilling
er en ret alle borgere har. Og det er virkelig alle, der kommer ud og stemmer på en valgdag.
Det er så fedt at se!

Når vi nu har dig, og sat dig stævne omkring valget, er der så andet,
du gerne lige vil dele?

 Ja bestemt! Hvis nu sol og måne står rigtigt og smittetallene arter sig, så afholder
musikskolen den store og traditionsrige julekoncert lørdag d. 11. december,
kl. 14.00 og 16.00 i MusikTeatret. 
Hjælp os med at krydse fingre og kom og hør en masse dejlig musik. Fri entré - men husk
gyldigt coronapas.

 
104 til 4 breve
I Myndighedsafdelingen i Albertslund Kommune har de knækket koden til en enkelt og god kommunikation til deres borgere ved brug af Dynamic Template. De er gået fra i alt 104 breve
til blot fire. Det gavner både borgerne og medarbejderne. Folkene fra Dania Software,
der står bag Dynamic Template, er begejstrede, og Myndighedsafdelingen har inspireret
andre kommuner på et webinar. 


Arbejdet med at reducere den enorme mængde på 104 brevskabeloner til kun fire betyder, at borgerne oplever en mere professionel kommune og bedre kommunikation.

I Albertslund Kommunes myndighedsafdeling er vi gået fra at have 104 breve til at have 4 breve i alt: 1 afgørelsesbrev, 1 juridisk brev, 1 kontaktbrev og 1 informationsbrev. Det gør
det mere ensartet og dermed mindre tilfældigt, hvilken kommunikation borgerne møder fra kommunen. Samlet set styrker det oplevelsen af en professionel kommune, og det er vigtigt,
når man som vi er myndighed.”

Sådan siger Mette Sebrina Dam Steensen, der er forløbskoordinator i Myndighedsafdelingen, om forløbet og den udvikling med at skarprette borgerkommunikationen, som afdelingen har været igennem. Hun er en af de fem medarbejdere med forskellig faglig baggrund,
der var med i arbejdsgruppen, som har arbejdet målrettet med at få kommunikationen med borgerne til at sidde mere i skabet. De har gennemgået alle de 104 skabeloner,
forsøgt at skære ind til benet og er lykkes med it-systemet Dynamic Template fra Dania Software, så de nu kommunikerer mere ensartet og borgerrettet.

Læs mere om den gode kommunikation og hvordan Myndighedsenheden har opnået gode resultater på medarbejdersiden her:

 
Vi er klar til jul! Er I?
Vi er ved at komme i julehumør - og denne juleglæde vil vi selvfølgelig gerne dele med jer!
Derfor giver vi jer her to gode indslag som måske kan give jer (jule)lys i øjene. 

Først skal vi forbi København. For i går søndag den 28. december afholdt DR
sit store juleshow ”Danmark synger julen ind”. Alle Kan Synge med børn fra 2. og 3. F på Herstedøster Skole var med i DR’s koncertsal og sprang nuttethedsskalaen med nissehuer
og deres fine udgave af Rasmus Seebachs ”Lille Store Verden”.
Hvis du har lyst til at få forkælet øjne og ører med de søde barnetoner, så kan du se den fine optræden på DR’s hjemmeside (efter 31 sekunder og det længere indslag og sang fra scenen efter 41 minutter) lige her.



 
Spil dig til tidlige julegaver!

Vi har lavet en lille adventskalender hvor du, din mor, dine børn, grandfætter, bedste ven eller hvem du nu kender hver uge kan spille et nyt spil og vinde nogle tidlige julegaver. Og denne uge er det hele 2 billetter til Vridsløselille Svømmehal, der er på spil. 

Så kender du nogen, som ville være glade for en tur i vandet? Eller vil du selv prøve kræfter med dit spilleheld? Så spil med ved at klikke på linket herunder.

Hvis du vinder vendespillet, kan du deltage i lodtrækningen om to billetter til svømmehallen.
Du har helt til d. 3. december kl. 10.00 til at deltage i denne uges adventsspil - så vi håber, I har lyst til at være med!

Husk også at holde dig opdateret på vores Facebook og hjemmeside. Her vil der hver søndag
i advent udkomme et nyt spil, som du kan prøver kræfter med og vinde flere præmier.

Held og lykke!