Fugleperspektiv nr. 22 / juni 2022
 
Et kriminelt perspektiv  

Det regnfulde vejr, som juni indtil videre har budt på, burde være ulovligt - Men det er ikke det, som månedens Fugleperspektiv handler om. Du kan derimod høre mere om Den Kriminalpræventive Enhed (DKE) i Albertslunds forebyggende arbejde og hvordan de skaber trivsel på skole- og fritidsområdet i artiklen herunder og i den grønne sofa.

Vi skal også et smut forbi Vikingelandsbyen, med til OL i Brasilien og hilse på beboerne på Plejecenter Albertshøjs nye ven Monami. Sidst men ikke mindst får du også et par anbefalinger til din pinseferie i Albertslund. 

Rigtig god læselyst!

 
DKE inspirerede på stor konference i Århus

150 deltagere mødte den 25. april op til konferencen om Genoprettende Ret og mæglende processer i Århus arrangeret af AU, KU og Center for Konfliktløsning. Her var Albertslund Kommune repræsenteret sammen med førende og anerkendte trænere og tænkere inden for Genoprettende Ret og mæglende processer. Proaktiv fagkoordinator fra Den Kriminalpræventive Enhed (DKE) i Albertslund, Katrine Barnekow Rasmussen, stod for to oplæg og workshops i samarbejde med Herstedøster Skole, Egelundskolen samt Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN). Formålet var at give deltagerne indblik i Albertslund Kommunes arbejde med Relationsdannende og Genoprettende Praksis (RGP) – en metode der består af en række konkrete redskaber til forebyggelse og håndtering af uhensigtsmæssige konflikter. 

Albertslund Kommune inspirerede
Konferencens deltagere skulle vælge sig ind på forskellige workshops, og her var det tydeligt, at workshoppen med Albertslund Kommune og UKN havde størst tilslutning. Anne-Sofie Flintrup, lærer og SSP-medarbejder på Herstedøster Skole, delte ud af sine erfaringer i ét af oplæggene. 

Deltagerne var inspireret af den måde, Albertslund Kommune har givet flere medarbejdere ejerskab over at konfliktmægle og den tilgang, vi har med konkrete spørgsmål til en genoprettende samtale og konkrete trivselsredskaber, som lærere og pædagoger kan bruge i deres arbejde,” fortæller Anne-Sofie Flintrup.

Det viser, hvor stor interessen er for kommunens arbejde og erfaringer med brugen af RGP, som indtil videre bekræfter den internationale forskning på området; at Genoprettende Praksis er en særdeles velegnet metode til at hjælpe parter i alvorlige hændelser og konflikter til at komme styrket videre.

Albertslund Kommune er gået forrest 
Albertslund Kommune er den eneste kommune i Danmark, som arbejder systematiseret med RGP. Forsker og proaktiv fagkoordinator, Katrine Barnekow, forklarer hvorfor Albertslund har fat i den lange ende:

Når der er konflikter med elever i skolerne, ser man tit at sanktioner og straf bliver bragt på banen - måske bliver de sendt hjem på en ‘tænker’ eller i værste fad bortvist. Problemet er bare, at forskning gang på gang bekræfter at straf og sanktioner ikke virker efter hensigten. Tværtimod risikerer man at marginalisere elever og ekskludere dem fra fællesskabet. Derfor begynder flere og flere skoler i udlandet at arbejde med metoden, og her er Albertslund Kommune jo gået forrest i Danmark.”

Erfaringerne er indtil videre positive, og i 2021 kunne Albertslund Kommune konstatere at kriminaliteten var faldet med 16 %  og  i hele perioden fra 2014 til 2021er den faldet med 27 %.  Flere faktorer spiller ind i det faldende kriminalitetstal, men kommunens kriminalpræventive strategi har utvivlsomt haft en rolle.
 
 
 
Blev du nysgerrig på Den Kriminalpræventive Enheds (DKE) arbejde med Relationsdannende og Genoprettende Praksis (RGP)?

Hør proaktiv fagkoordinator Katrine Barnekow Rasmussen og Necati Kayhan, lærer og RGP-træner, fortælle mere om deres arbejde i den grønne sofa. 


 
 
Tilbage til vikingerne 

Indefra er rejst tilbage i tiden og har været med 3.F fra Herstedøster Skole på besøg i Vikingelandsbyen hos Karl Jakob Lamberth. Karl Jakob er en af Albertslunds ildsjæle, der hver dag sørger for at store og små kan opleve historiens vingesus på en nærværende, levende og legende måde. 

Kom med indenfor i Albertslund Kommune og mød en vaskeægte viking. 

 
 
Fysioterapeut Louise er nyslået OL-mester

I Albertslund Kommune har vi en medarbejder, der er olympisk mester. Louise Thystrup, der er fysioterapeut på plejeboligområdet, kom nemlig i midten af maj hjem med OL-guld i håndbold fra det såkaldte deaflympics (DL), der blev afholdt i Brasilien.

Onsdag den 18. maj blev Louise Thystrup modtaget af plejecenterleder Mona Funch med blomster på Albertshøj. Her arbejder Louise Thystrup nemlig som fysioterapeut, hvor hun hjælper borgere og medarbejdere. Det har hun gjort i 3 ½ år. Og det gør hun rigtig godt. Men det var ikke derfor hun blev mødt med blomster. Det kunne det nu sagtens have været, men det var fordi Louise Thystrup netop har vundet OL-guld med resten af Danmarks håndboldlandshold for døve og hørehæmmede.   

Vi er bare så stolte af dig,” sagde Mona Funch, da hun lykkeønskede Louise Thystrup med en flot buket blomster.

Tusind tak. Hvor er I bare søde,” var det storsmilende svar fra Louise, som samtidig kunne vise sin flotte guldmedalje frem.

I Albertslund Kommune spiller hun ikke fløj, men spiller alligevel en vigtig rolle som fysioterapeut på plejeboligområdet indenfor hjælpemidler og forflytningsvejledning. Det vil sige hun har sin daglige gang på ældrecentrene Albertshøj og Humlehusene, hvor hun gør en forskel, der kommer både medarbejdere og borgere til gode.  

Stort tillykke, Louise!

 
 
 
SÆRLIGT BESØG PÅ ALBERTSHØJ 

Lørdag den 21. maj havde beboerne på Plejecenter Albertshøj besøg af ponyen Monami, og det skabte glæde. Der blev aet, klappet og snakket – og for nogle blev minder om heste fra tidligere i livet vakt frem.
Mon ami er fransk og betyder "min ven".
 
 
 
Pinsen er propfyldt med kultur i Albertslund. Oplev Avisen som du aldrig har "læst" den før - live i det gamle statsfængsel eller tag på opdagelse i Vestskovens historie i vikingetiden og meget meget mere.

Vi har fundet tre bud frem til din kulturelle pinseferie i Albertslund. 

Find flere spændende oplevelser i kommunen i Kulturkalenderen 
 
Avisen Live 
2022
Vridsløselille / Fængslet
Lørdag den 4/6 kl. 13.


Danmarkshistorien i Vestskoven
Vikingelandsbyen i Albertslund
Søndag den 5/6 kl. 13.


Det Kreative Værksted
Frivilligcenter Albertslund
Mandag den 6/6 kl. 16.