Lige rundt om hjørnet venter påskeferien.

Nyt fra
Sorø Privatskole

sprs.dk  

 
marts - april 2023
God påske!

Kære elever og forældre

Tusinde tak for den kæmpestore opbakning vi havde til årets skolefest. Vi var 1000 mennesker samlet i hallen, og det var endnu engang skønt at møde og tale med så mange glade og positive elever og forældre. Tak for det!

Jeg var virkelig imponeret over teaterkoncerten og alle de seje elever, som turde stå der helt alene på scenen og give så meget af sig selv. - Det var virkelig flot.

De var godt bakket op af vores dygtige lærere, som virkelig leverede en kæmpe præstation, både på instrumenterne og bag kulisserne. Jeg var helt vild med det samspil, der var mellem musik og videoerne i baggrunden, og jeg nød at se alle de klip fra vores dagligdag. Det er lige præcis sådan, vi oplever eleverne hver dag, og det er vigtigt at få vist til jer forældre.
 
Påskeferie
Lige rundt om hjørnet venter påskeferien. Skolen er lukket de tre dage inden påske, men SFO'en har naturligvis åben for de elever, der har tilmeldt sig særskilt. Vi laver tilmelding til SFO`en, så vi har mulighed for at bruge, og rykke rundt på, vores ressourcer, så vi over hele året kan have den bedste normering.

Hvis man har tilmeldt sig, men alligevel vælger at holde fri, vil vi meget gerne vide det, så vi har mulighed for at tilpasse personalet.
 
Spirebørn
Den 11. april starter vores søde nye spirebørn op. Vi glæder os rigtig meget til at byde dem velkommen i vores store fællesskab, og jeg ved, at personalet har arbejdet ihærdigt på at gøre overgangen fra børnehave til førskole så nænsom som muligt. Vi har i den forbindelse rykket en 1. klasse op i deres kommende lokaler. Dermed kan hele kernehusets underetage blive brugt til spirebørnene i skoletiden, så de møder tryghed og genkendelighed. Tag rigtig godt imod de nye børn og forældre.

Erasmus-tur 
I uge 15 sætter 24 elever og 3 lærere på tværs af 7. årgang kursen mod Daun, der ligger syd for Bonn. Denne tur er skolens første rejse med Erasmus+. SPRS blev akkrediteret Erasmus+-skole i 2021, og de første to bevillinger ligger klar til dette og næste år.

I Daun mødes eleverne med 20 elever fra en 7. klasse på Thomas Morus Gymnasium. Her skal de to grupper arbejde sammen om nogle specifikke læringsaktiviteter. Der vil være skolebesøg, ligesom vores elever hele mandagen i uge 16 skal prøve at gå i tysk skole med alt, hvad det indebærer, bl. a. undervisning fra 7:30-16.

Turen varer en uge, og den arbejder op imod de Erasmus+-mål, som skolen har sat sig. Herunder at opnå en større forståelse for europæisk skolegang, livsvilkår og kulturforståelse.
 
Generalforsamling
Tirsdag den 25. april afholder vi årets generalforsamling. Her vil skolens tilsynsførende aflægge en beretning om skolen, skolens økonomi vil blive gennemgået af vores økonomiansvarlige, og bestyrelsesformanden vil aflægge sin beretning. Indbydelse til årets generalforsamling er sendt ud på intra, og det kunne være dejligt at se en masse af jer denne aften. I skal være mere end velkomne.
 
Fælles om ungelivet
På forældremøderne på 6.- 8. årg. har vi besøg af kommunens projektleder, som fortæller om projektet fælles om ungelivet. Alle vores udskolingselever deltager i en spørgeskemaundersøgelse i december, som danner grobund for det datamateriale, vi modtager i foråret. Her får vi et stort indblik i vores egne elevers liv med fokus på alkohol, rusmidler, venner, fritidsaktiviteter og hjemmeforhold.

​​​​​​​Vi får et virkelig godt materiale, hvor vi ser vores elever sammenlignet med kommunens elever og sammenlignet med alle elever i de fem kommuner som deltager i forsøget. Dette materiale danner baggrund for nogle af de drøftelser, som vi har med eleverne i det daglige og med forældrene på forældremøderne. Det er nemlig forældrene, man forsøger at trække ind som beskyttende faktorer i projektet.
 
Jeg håber, I alle får en rigtig dejlig påske
 
De bedste hilsner
Nanna


 
Skolefest og fællesskab
Elever, forældre, søskende og medarbejdere hyggede sig og fik en oplevelsesrig skolefest med opførelsen af en spritny teater-koncert med sange om skolens fællesskab, samvær og trivsel.

 
Forældre skal sætte tydeligere grænser
Sorø Privatskole inviterer sammen med Sorø Kommune og SSP forældre med børn på 6., 7. og 8. årgang til møde under temaet ”Fælles om Ungelivet”, der er et projekt, som skal sikre at kommunens unge har et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle.

 
Dialog med SFO-børnene udvikler sproget
Elham Namein er sprogpraktikant i SFO’en i 13 uger. Hun er 23 år og kom til Danmark fra Iran for fire måneder siden.

 
Tjek vores nye farverige hoodies
Vi har fået nye, fede hoodies i festlige farver og lækkert design, som elever i 6.Y præsenterer her.

 

 
©2023 Sorø Privatskole
Frederiksvej 8, 4180 Sorø, Denmark  
+45 57 83 01 88​​​​​​​
info@sprs.dk​​​​​​​
CVR 70335514​​​​​​​ | Opsig abonnement