Fugleperspektiv nr. 32 / juni 2023
 
Fugleperspektivet er tilbage
med varme dage 
Sommeren er landet i Albertslund og det samme er junis Fugleperspektiv. I denne måneds udgave skal vi høre om forårets trivsel- og APV-måling, en tur i Badesøen til erhvervslivets sommerkur og så kan du opleve Albertslund fra oven. Du får også en anbefaling til din weekend i Albertslund og så må du ikke gå glip af denne uges fredagsquiz. 
  
Rigtig god fornøjelse og læselyst! 

 
 
Quiz med i fredagsquizzen om Albertslund på Instagram -
Men skynd dig! quizzen er kun tilgængelig fredag den 2. juni.

 
Nåede du det ikke? Så kan du heldigvis være med igen på næste fredag, hvor vi igen quizzer om Albertslund på @voresalbertslund
 
 
 
 
 
 
I foråret gennemførte vi en trivsels- og APV-måling i Albertslund Kommune. Kommunaldirektør Henrik Harder sætter i videoen her ord på undersøgelsens resultater og det videre arbejde med trivsel og handleplaner ude på arbejdspladserne. 
 
 
 
 
 
SOMMERKUR I BADESØEN
Onsdag den 31. maj løb årets sommerkur for virksomheder af stablen med prisuddeling, paneldebat og besøg af erhvervsminister Morten Bødskov.  

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Friluftsbadet Badesøen igen i år dannede ramme om Albertslund Kommunes sommerkur for erhvervslivet. I år fejrede man udover vinderne af kommunens to priser Virksomhedsprisen og den helt nye Virksomhedslærlingeprisen også de 30 virksomheder i Albertslund, som har modtaget Børsens Gazelle-pris. 

Virksomhedsprisen gik i år til FTZ Autodele & Værktøj A/S for deres store bidrag til et levende arbejdsmarked og erhvervsliv i byen. Den første virksomhedslærlingepris i Albertslund Kommunes historie blev tildelt Føtex Albertslund for deres store engagement og indsats omkring ansættelse af elever og lærlinge.  

Sommerkuren bestod i år også af en paneldebat og erhvervskonference, hvor borgmester Steen Christiansen, udvalgsforman Lars Gravgaard Hansen og repræsentanter fra virksomheder i kommunen og Erhvervssammenslutningen blandt andet vendte kommunens kommende erhvervspolitik. 

Det blev en helt fantastisk aften i godt selskab med byens erhvervsliv og gode gæster udefra. 

Vinderen af årets Virksomhedslærlingepris Føtex Albertslund
Vinderen af årets Virksomhedspris FTZ Autodele & Værktøj A/S
 
Månedens lille fede - Albertslund fra oven 
Nu kan du opleve Albertslund fra helt nye højder. I maj åbnede udstillingen Lunden fra oven, hvor lokale dronefotografer har foreviget kommunen fra luften.  
 
Udstillingen er blevet til i anledningen af Albertslunds 50- og 60-års jubilæum - og skildrer både by- og landsbymiljøer, moderne arkitektur, natur og vartegn i Albertslund anno 2023. Fotografierne er nøje udvalg af en jury, der har udtaget de 30 bedste, af de i alt 245 indsendte billeder. De fire lokale, certificerede dronefotografer: Brian Brøns Dühring, Kim Paulsen, Ole Borgstrøm og Rasmus Petersen, står bag de flotte billeder. 
 
Du kan opleve Lunden fra oven på Kroppedal Museum frem til den 24. september 2023 
 
Læs mere om udstillingen her
 
 
 
 
Morbærhaven: Rasmus Petersen
 
 
Vestskovens Gymnasium: Rasmus Petersen
 
 
Badesøen: Brian Brøns Dühring
 
 
Hyldespjældet: Rasmus Petersen 
 
 
Er du klar til sol, sofaer og fængslende fortællinger? På lørdag den 3. juni går det løs, når Avisen Live inviterer til årets litteraturfestival i det gamle Vridsløselille Statsfængsel kl. 12-20.

Er du til lækker litteratur, spændende reportager fra det store udland, hyggelig fællesspisning, humoristisk billedkunst, croquis og underholdende teater?

Få fat i din billet til Albertslunds egen litteraturfestival på Forbrændingen.dk