Fynske Mesterskaber i Håndbryg
Nyhedsbrev

 
 
Hej alle Fynske Ølentusiaster
Det er igen tid at få samlet Fyns bedste bryggere til en dyst. Konkurrencen løber af stablen den 15. november 2025.
Er I ikke lidt tidligt ude med invitationen? Nej, slet ikke! De fleste bryg har godt af at modne, og af hensyn til bryggerne og deres mulighed for planlægning er det derfor en fordel med noget tid at løbe på.
Vi har dog brug for jeres hjælp til at få fat i alle bryggerne. Flere af de fynske bryglaug, vi tidligere har haft inviteret, er ikke længere aktive - faktisk har vi kun kunnet finde Odense Håndbryggerlaug. Hvis du ligger inde med kontakt til andre bryggerlaug, hører vi meget gerne om det. 

Der er to kategorier i konkurrencen:
Porter/stout - kategori 8
IPA - kategori 6

Numrene henviser til Danske Øldommeres officielle stilartsdefinitioner.

Praktiske oplysninger for bryggere kan findes her:
Deltag som brygger

Hvad så med mig, som ikke brygger, men bare gerne vil smage Fyns bedste håndbryg? Du skal helt klart også sætte kryds i kalenderen! Du får en hyggelig dag fyldt med dejligt øl. Snacks og mad er der selvfølgelig også sørget for, og du får mulighed for at give din mening til kende i valget om de bedste øl. Er du heldig, kan det desuden være du kommer hjem med en af de sponsorpræmier, som udloddes til publikum ved lodtrækning.
Vi er ikke helt på plads med alle detaljer og tilmelding, det kommer i et senere nyhedsbrev. Du kan også følge med her Deltag som publikum, som vi vil opdatere løbende.


En tur væk fra øen

"I hjertet af Danmark finder du Fredericia. En by nær Lillebælt som byder på en helt unik kultur og historie."
Sådan står der på Visit Fredericias hjemmeside. Og det lyder jo godt!
 
Lokalafdeling Østfyn afholder, i samarbejde med Danske Ølentusiaster Fredericia, UD&SE til Fredericia lørdag d. 5. april 2025. Alle er selvfølgelig velkomne til at tage med. Her vil lokalformand Robert Markussen byde os velkommen og vise os rundt.
 
Vi mødes på Nyborg Station d. 5. april kl. 10.35 og tager toget kl. 10.47. Ankomst Fredericia kl. 11.34. Vi skal skifte i Odense, så hvis der er nogen der har lettere ved at komme til Odense end Nyborg, kan man stige på her. (Afgang fra Odense kl. 11.06)
 
Vi starter med håndmadder og fadøl på Fredericia Brewpub.
Derefter fortsætter vi til andre gode ølsteder i byen, hvor du selv bestemmer hvad du vil drikke og hvilken størrelse det skal være. Der kan også være nogen der har lyst til at dele. Hver deltager afregner selv med udskænkningsstedet.
Vi slutter af med spisning på Urbania Street Food, hvor der også er gode øl.
Herefter tager vi toget hjem igen. Forventet hjemkomst ca. kl. 20.
 
Da vi går fra sted til sted, skal du regne med, at vi kommer til at gå 4-5 km. i løbet af dagen. Så tag gerne godt fodtøj på.
 
Turen koster 100 kr., og billetten kan købes her. Det dækker over frokost og en fadøl. Resten skal du selv betale. Det betyder at du selv skal købe togbilletter, og de øl og andet du drikker i løbet af dagen.
 
Da det ikke er os selv der står for udskænkningen, er det tilladt at tage gæster med. Så hiv din nabo, din badmintonmakker, din ægtefælle eller andre med. Det bliver nemlig rigtig hyggeligt.

Besøg fra en nabo-ø

I Svendborg har de tænkt både stort og lokalt til deres april-smagning.
Det sker på Færgegården i Svendborg onsdag d. 16. april kl. 18.30, og de beskriver selv arrangementet således:
Vi er meget glade for og spændte på denne eksklusive ølsmagning med chefbryggeren fra Ø-bryg på Thurø, Jonathan Harris. Vi er sikre på, det bliver en uforglemmelig oplevelse, hvor kvalitet og detaljer er i fokus.

Der vil blive serveret et udvalg af særligt udvalgte øl, der ikke nødvendigvis findes på hylderne i butikkerne. Smagningen vil inkludere både klassiske øl, men også eksperimenterende varianter, som kun få har fået lov at smage. Hver øl vil blive præsenteret grundigt, og Jonathan vil dele indsigt i ingredienser, bryggeproces og de unikke smagsnuancer, der adskiller netop disse øl fra andre.

Prisen vil afspejle eksklusiviteten, da arrangementet tilbyder en dybere forståelse af øllets verden, og måske endda en mulighed for at smage sjældne eller limited edition bryg. Det er en oplevelse, hvor både den entusiastiske øl-elsker og den mere uerfarne kan få nye perspektiver på øl, samtidig med at de nyder godt af Jonathan’s ekspertise og passion. 
TIlmeld dig her.
Husk også, at der er rabat på billetten, når du skal med til foreningens ølfestival :)

Håber vi ses til generalforsamlingen, ølfestivallen eller til et af de mange andre af foreningens arrangementer :)

Højt skum
Vivi Gammelmark
Regionsformand


 
VORES LINKS
 
 

KONTAKT
Region Fyn
Regionsformand Vivi Gammelmark
Tlf: 29 99 71 87
Mail: vivi.gammelmark@ale.dk


GLEMT KODE
NY ADRESSE