Steno i praksis - April 2025
Et nyhedsbrev for sygeplejersker og andre sundhedsfaglige i primærsektoren 
09. april 2025

INTRO
 
Steno i praksis april 2025
Året er allerede godt i gang, så det er på høje tid, at du får årets første nyhedsbrev fra os.

Denne gang kan du læse om et nyt samarbejde med Social Sundhed, som hjælper borgere, der har behov for ekstra støtte, når de er i kontakt med sundhedsvæsnet. Du kan også komme med til Greve Kommune, som afprøver en ny app til vurdering og behandling af fodsår. Og så kan du læse om vores skræddersyede diabeteskurser til primær sektor, som sygeplejeteamet i Lolland Kommune har afprøvet.

Du kan også blive klogere på ny diabetesforskning fra hele Danmark, samt Grønland og Færøerne i femte sæson af podcast-serien 'Diabetesforskerne', som er i gang netop nu. Læs mere nederst i nyhedsbrevet.

Rigtig god læsning!
Indhold
  • Ny app skal hjælpe til vurdering og behandling af fodsår i Greve
  • Nyt samarbejde skal skabe mere lighed i sundhed i Region Sjælland
  • Skræddersyede kurser styrker viden om diabetes i primær sektor
  • Opdaterede anbefalinger om injektion af insulin til voksne med diabetes
  • Få opdateret din viden om diabetes
  • Diabetesforskerne - 5. sæson er i gang
​​​​​​​Nederst i nyhedsbrevet kan du læse om kommende arrangementer for fagpersoner. Du kan også finde arrangementerne på vores hjemmeside.
RØD – GUL – GRØN: Ny app skal hjælpe til vurdering og behandling af fodsår i Greve
Sygeplejersker i Greve Kommune har fået et nyt digitalt værktøj – en sårtriagerings-app – som kan hjælpe til vurdering og behandling af fodsår. 

Appen er enkel at bruge: Sygeplejersken tager et billede af såret, besvarer fem spørgsmål, og får derefter automatisk tildelt en farvekode, som fortæller, hvordan der skal handles:
  • Rød: Kræver omgående handling.
  • Gul: Sår der ikke heler som forventet og bør drøftes på næste ugentlige konference med mulighed for sparring fra sårspecialister.
  • Grøn: Ukomplicerede sår, hvor behandlingen kan fortsætte som hidtil.
Opstarten blev markeret den 26. marts i sygeplejegruppen i Tune, som er den første af kommunes fire grupper til at tage appen i brug: ​​​​​​

- Det var en stor dag for os. Det er et meget praksisnært arbejdsredskab, som alle kunne se idéen i med det samme. Appen skaber tryghed, fordi vi arbejder ud fra tydelige retningslinjer. Det styrker patientsikkerheden og gør det nemmere at fordele opgaver mellem sygeplejersker og assistenter, fortæller Hanne Hjortshøj, sårsygeplejerske i Greve Kommune.​​​​​​

Projektet er støttet af Steno Diabetes Center Sjælland og er udsprunget af et samarbejde med Vordingborg Kommune, hvor appen blev udviklet som del af et større sårtriageringsprojekt. En evaluering af dette projekt har vist gode resultater: 

- I Vordingborg er sygeplejerskerne glade for app og sårtriagering, som de synes, har forbedret dokumentationen og øget deres faglighed til behandling af sår. Så vi håber selvfølgelig, at resultaterne bliver lige så gode i Greve, siger Gry Hoffmeier, projektleder hos Steno Sjælland.

Vil du vide mere om vores samarbejde med kommuner om sårtriagering, er du velkommen til at kontakte Gry på gmhf@regionsjaelland.dk.​​​​​​​
Nyt samarbejde skal skabe mere lighed i sundhed i Region Sjælland
Steno Sjælland er gået sammen med Social Sundhed, Region Sjælland, Professionshøjskolen Absalon og Køge Kommune om et samarbejde, som skal være med til at mindske ulighed i sundhed.

Til maj åbner Social Sundhed dørene til en ny afdeling i Region Sjælland, med Køge som første kommune ud af flere på Sjælland.

Herfra vil frivillige brobyggere tilbyde støtte og følgeskab til mennesker, der har brug for hjælp i mødet med sundhedsvæsnet. Brobyggerne kan fx. tage med til aftaler på sygehuset, hos egen læge, tandlæge eller andre sundhedstilbud.

Social Sundheds rådgivningstelefon åbner op den 1. maj 2025. Her kan borgere, pårørende og sundhedsprofessionelle i Køge høre mere om Social Sundhed og mulighederne for støtte.
Rådgivningstelefonen
91 52 05 04
 
Vil du være frivillig brobygger?
Er du eller én du kender pensioneret sundhedsprofessionel eller sundhedsfaglig studerende? Og vil du gerne høre mere om, hvordan du kan blive frivillig brobygger?
Så kan du skrive til Social sundhed
sjaelland@socialsundhed.org.


 
Skræddersyede kurser styrker viden om diabetes
Steno Sjælland tilbyder skræddersyede kurser om diabetes til sygeplejersker i kommuner, plejecentre og bosteder i hele Region Sjælland. Kurserne er sat sammen på ny hver gang, alt efter hvad deltagerne har brug for af viden om diabetes.

Sygeplejeteamet i Lolland Kommune har afprøvet tilbuddet. Kurset var særligt tilpasset deres arbejdsdag med hjemmebesøg hos borgere, og underviserne havde på forhånd fået konkrete cases fra teamets virkelighed, som der blev taget udgangspunkt i undervejs i undervisningen.

Deltagerne var meget begejstrede:
 
- Underviserne på kurset arbejder selv med diabetes til daglig. Det gjorde det meget brugbart, det var hands on-viden, jeg kan bruge i min hverdag hos borgere med diabetes. 
- Diabetessygeplejerske Sandie Støving Selimko.
Vil du gerne vide mere om vores skræddersyede tilbud?

Vil du høre mere om mulighederne, kan du kontakte 
kursuskoordinator, Sara Kirketerp Helenius på sbki@regionsjaelland.dk 


 
FLERE NYHEDER
Opdaterede anbefalinger om injektion af insulin til voksne med diabetes 
Den kliniske retningslinje for injektion af insulin til voksne med diabetes er blevet opdateret. Der er ikke store ændringer, men det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle, der behandler personer med diabetes, kender den og følger den i deres praksis. Korrekt injektionsteknik har stor betydning for, hvordan insulinet optages – og dermed også effekten af behandlingen.
Seks vigtige pointer fra den opdaterede retningslinje:
  • Brug penkanyler på 4 mm (-6mm) – og brug ny hver gang for at forebygge lipodystrofi
  • Klargør penkanylen ved at trykke på stemplet og sikre, at der er gennemløb/passage
  • Husk systematisk rotation af injektionssteder. Det forebygger lipodystrofi. Brug evt. et stikkeskema til at dokumentere injektionsstedet
  • Overvej doseringsdeling ved store doser over 40IE
  • Injektionen skal gives vinkelret (90°) på flad hud. Ved BMI under 18 skal der injiceres i en løftet hudfold eller injicere i en 45° vinkel
  • Desinfektion er stadig vigtigt. Både hud og membran skal altid desinficeres, hvis det er en sundhedsprofessionel, der udfører injektionen.
Få opdateret din viden om diabetes
Den 8. maj inviterer vi endnu engang diætister, fodterapeuter og andre, der arbejder med mennesker med diabetes her i Region Sjælland, til kursus om diabetes.

Kom og vær med og få den nyeste viden om type 1- og type 2-diabetes, samt hvilke medicintyper, der bruges til behandling, og hvordan de virker. Vi vil også komme ind på teknologi og følgesygdomme.

Kurset bliver skræddersyet udfra de faggrupper, der tilmelder sig, og der vil være et miks af oplæg, gruppearbejde og refleksionsøvelser.
Sæson 5 af Diabetesforskerne er i gang
Nu kan du endnu engang blive klogere på diabetesforskningen i Danmark, Færørerne og Grønland. 

I denne sæson kan du fra Region Sjælland høre om:

Projektet KROPuMULIG, som forsker og forskningsleder Malene Beck står bag. Projektet undersøger unges kropsopfattelse i forbindelse med diabetesteknologi. Målet er, at projektet kan være med til at starte samtalen om de unges mentale og fysiske velbefindende i hverdagslivet med diabetes.

Du kan også høre om:
  • Forudsigelse og forebyggelse af hjertekarsygdomme
  • Visuel patientuddannelse i Grønland
  • Sammenhængen mellem influenzavaccine og type 1-diabetes
  • Brug af kunstig intelligens til behandling af nervesmerter 
  • Dialog skal fremme opsporing af overspisning hos personer med type 2-diabetes
  • Type 1-diabetes er velreguleret på Færøerne
Sæsonen består af i alt 13 afsnit, som udkommer hver onsdag. Du kan allerede nu lytte til de første otte afsnit. 
I'm new text.
ARRANGEMENTER FOR FAGFOLK

Fokus på diabetes: Diabetiske fodsår

​​​​​​​24. april 2025
Kl. 09:00 - 16.00


Målgruppe:
Sygeplejersker fra kommuner og almen praksis i Region Sjælland

Sted: Tune Kursuscenter, Grevevej 20, 2670 Greve


Få opdateret din viden om diabetes

8. maj 2025
Kl. 09.00 - 15.30


Målgruppe: Diætister, fodterapeuter, og andre der arbejder med mennesker med diabetes

Sted: Regionshuset i Sorø, Alleen 15, 4180 Sorø

Fokus på diabetes: Farmakologisk behandling af type 2-diabetes

3. juni 2025
Kl. 09.00 - 16.00


Målgruppe: 
Sygeplejersker fra kommuner og almen praksis i Region Sjælland

Sted: Hotel Strandparken, Kalundborgvej 58, 4300 Holbæk


Forskerkonference 2025

12. juni-13. juni 2025
Kl. 09.00 - 16.00


Målgruppe: A
lle diabetesforskere forankret i Region Sjælland.

Sted: Kragerup Gods, Kragerupgaardsvej 33, 4291 Ruds Vedby


I'm new text.
Få flere nyheder
fra Steno Diabetes Center Sjælland
Steno i praksis er et digitalt nyhedsbrev til sygeplejersker og andre sundhedsfaglige i primærsektoren om emner og aktiviteter relateret til diabetes. Er du ikke allerede tilmeldt, så skal du aktivt tilmelde dig vores nyhedsbrev via linket.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her
Informationsmaterialer fra SDCS
På vores hjemmeside kan du finde en oversigt over vores forskellige informationsmaterialer. Her finder du fx foldere om god fodpleje, fodterapi, en guide til personer med nyopdaget type 2-diabetes mv. 

Materialer - Steno Diabetes Center Sjælland
Læs mere om SDCS
Vil du gerne vide mere om SDCS’ visioner og målsætninger, centerets øvrige fokusområder og finde overblik over kommende arrangementer, så kan du læse på vores hjemmeside

www.stenosjaelland.dk
Ris og ros
Fik du den information, du havde håbet på? Skriv til os, så vi ved, hvad der kan blive bedre til de næste udgaver af Steno i praksis. Har du gode ideer til andre artikler eller øvrige kommentarer, er du også meget velkommen til at skrive til os.
I'm new text.

Steno Diabetes Center Sjælland
Akacievej 9, 1. sal, 4300 Holbæk - Tlf: 59 48 38 90
steno@regionsjaelland.dk - www.stenosjaelland.dk


Hvis du ikke ønsker at modtage nyhedsbrevet længere, kan du
afmelde dig her

© Steno Diabetes Center 2021  |  All rights reserved.