Social Sundhed udvider sine aktiviteter i Region Sjælland og er nu også tilstede i Holbæk, hvorfra de dækker henvendelser fra og om borgere bosiddende i Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Lejre Kommuner.
Det betyder, at personer, der kunne have glæde af at få støtte og følgeskab fra en frivillig brobygger til aftaler på sygehuset, hos egen læge eller i andre sundhedstilbud, nu kan få det i hele Region Sjælland.
Brobyggerne er sundhedsfaglige studerende eller erfarne sundhedsprofessionelle, der skaber tryghed og giver praktisk støtte før, under og efter sundhedsaftaler. De tilbyder ikke sundhedsfaglig rådgivning eller behandling.
Alle kan kontakte Social Sundhed - både borgere, pårørende og sundhedsprofessionelle. Som fagperson kan du henvise en borger, hvis du vurderer, at en brobygger kan gøre en forskel. Du kan enten oplyse nummeret på rådgivingstelefonen og opfordre borgeren til selv at tage kontakt eller du kan kontakte Social Sundhed på vegne af borgeren (kræver samtykke).
Kontakt Social Sundhed via rådgivningstelefonen. Idéen er, at man skal kontakte den rådgiver, der er geografisk tættest på borgeren.
Find alle lokale telefonnumre til rådgivningstelefonen her