Steno i Praksis - Et nyhedsbrev til sygeplejersker og andre sundhedsfaglige i primærsektoren
Et nyhedsbrev til sygeplejersker og andre sundhedsfaglige i primærsektoren
JUNI 2021

INTRO
 
Velkommen til Steno i Praksis
Steno i Praksis er et nyhedsbrev til sygeplejersker og andre sundhedsfaglige i primærsektoren. Her fortæller vi om ny viden, initiativer, uddannelsestilbud og arrangementer inden for diabetesområdet i Region Sjælland, som er relevant for dig, der arbejder med diabetes i almen praksis eller kommune.

Vi håber, at du vil være med til at forme nyhedsbrevet ved at skrive til os, hvis der er særlige emner, som du gerne vil vide mere om. Der vil også være mulighed for, at du kan dele erfaringer om konkrete projekter med dine kollegaer i resten af regionen.

I det første nyhedsbrev kan du bl.a. læse om nye film på Helbredsprofilen og COVID.

God læselyst!

Steno Diabetes Center Sjælland
Indhold:
  • COVID-19 og diabetes
  • www.helbredsprofilen.dk - hvordan kan jeg bruge det?
  • Ny rammeplan for ernærings- og diætbehandling af voksne med type 2-diabetes
  • Diabetes på Spil: Et spil om dilemmaer i livet med type 2-diabetes med mulighed for peer support
  • Steno Diabetes Center Sjælland uddeler 7,3 mio. kr. til diabetesforskning
  • Udgående diabetessygeplejersker hjælper med behandling på tværs af afdelinger

Nederst i nyhedsbrevet kan du læse om kommende arrangementer for både fagpersoner og borgere. Du kan også finde arrangementerne på vores hjemmeside her.
NYHED
COVID-19 og diabetes
Hvad ved vi om COVID-19 og diabetes?
Fagfolk over hele verden forsker på højtryk i COVID-19. Det har resulteret i udgivelsen af et hastigt stigende antal videnskabelige artikler. For at skabe et overblik over COVID-19-forskningen, som relaterer sig til diabetes, overvåger Videncenter for Diabetes den videnskabelige litteratur. På den baggrund svarer de, i samarbejde med relevante eksperter, på, hvad man indtil videre ved om COVID-19 i relation til diabetes. Det er spørgsmål som: Er risikoen for at blive alvorligt syg med COVID-19 højere for personer med diabetes? Hvilken betydning har langtids­blodsukkeret (HbA1c) for risikoen for at blive alvorligt syg med COVID-19? Svarene finder du på videncenterfordiabetes.dk

Videncenter for Diabetes er etableret for at tilvejebringe og dele forsknings­baseret og praksis­anvendelig information om en række forskellige emner relateret til diabetes. Målgrupperne er personer med diabetes og deres pårørende samt fagpersoner, som er i berøring med diabetes­området. Videncentret er etableret af Steno Diabetes Center Copenhagen i samarbejde med de øvrige fire Steno Centre i Danmark.
LIVSSTIL
www.helbredsprofilen.dk
​​​​​​​- hvordan kan jeg bruge det?
www.helbredsprofilen.dk, der laver film til borgere med kroniske sygdomme, er godt i gang med at planlægge, optage og lægge film op, der handler om diabetes. Filmene er en blanding af film, hvor professionelle forklarer faktuelle eller praktiske ting om det at have diabetes og film, hvor borgere og pårørende fortæller om deres egne oplevelser.

Som fagperson kan videoerne bruges på flere måder, f.eks. kan borgere henvises til at se en bestemt film – enten før en given samtale eller som repetition, eller generelt anbefales det at bruge tid på at afdække området og dykke ned i emner, man finder relevante – eventuelt sammen med pårørende. Filmene kan også indgå som en del af et kursus, hvor det vil støtte borgerne f.eks. at høre fortællinger fra andre borgere eller pårørende, de kan spejle sig i.

BEHANDLING
Ny rammeplan for ernærings- og diætbehandling af voksne med type 2-diabetes
Fagligt selskab af Kliniske Diætister (FaKD) har i april 2021 offentliggjort en ny rammeplan til kliniske diætister, der arbejder med ernærings- og diætbehandlingen af voksne med type 2-diabetes. Formålet med rammeplanen er at formidle den tilgængelige evidens i form af praktiske og anvendelige anbefalinger, til brug i daglig praksis.
 
I rammeplanen præsenteres anbefalinger for diætbehandling af voksne med type 2-diabetes, som giver flere muligheder end tidligere ved valg af diæt. Én bestemt sammensætning af kulhydrat, fedt og protein i kosten, som kan anbefales til alle med type 2-diabetes, kendes nemlig ikke. Derimod kan en individuel sammensætning anbefales, med særlig opmærksomhed på det samlede energiindtag, samt kvalitet og mængde af kulhydrater, kostfibre og fedt.  
ARTIKLER
Ny podcast sætter fokus på diabetesforskning
Hvordan gør vi livet bedre for personer med diabetes? Dét vil en ny podcastserie prøve at give svar på. 

I den nye podcastserie, ‘Diabetesforskerne’, er der fokus på, hvordan forskning kan gøre en konkret forskel i hverdagen for personer med diabetes og deres pårørende. Vi kommer rundt i Danmark og møder nogle af de dygtige forskere, som til dagligt arbejder for at skabe ny viden om diabetes, som på sigt kan være med til at forebygge sygdommen og fremme en bedre behandling af alle former for diabetes.
NYHED
Diabetes på Spil: Et spil om dilemmaer i livet med type 2-diabetes med mulighed for peer support
Diabetes på Spil er udviklet til at skabe dialog om hverdagslivets udfordringer med type 2-diabetes på en sjov og legende måde. Ved at involvere og give taletid til alle, bidrager Diabetes på Spil til, at personer med type 2-diabetes reflekterer over og deler deres erfaringer med livet med diabetes.
 
Personer med diabetes har oftest stor glæde af at møde andre med diabetes, som de kan udveksle erfaringer med. Det kan mindske bekymringer om diabetes og følelsen af at være alene med sygdommen. Diabetes på Spil er udviklet til at understøtte netop erfaringsudveksling ved at skabe rammer for en ligeværdig dialog om type 2-diabetes blandt spillerne.
 
Diabetes på Spil findes både som et brætspil og i denne printbare version, der er udviklet for at gøre spillet frit tilgængeligt. Diabetes på Spil er udviklet af Steno Diabetes Center Copenhagen til brug i kommunale og andre gruppeundervisningsforløb for personer med type 2-diabetes, hvor der er mulighed for deltagelse af en sundhedsprofessionel/underviser.
I'm new text.
FLERE NYHEDER

Steno Diabetes Center Sjælland uddeler 7,3 mio. kr. til diabetesforskning
Steno Diabetes Center Sjælland har netop uddelt sine årlige forskningsbevillinger. I år bliver der uddelt ca. 7,3 mio. kr. til i alt 11 projekter. Projekterne favner bredt og dækker både samarbejde på tværs af sektorer og faggrænser og har stort fokus på multisygdom og sårbare med diabetes.

Læs mere her
Udgående diabetessygeplejersker hjælper med behandling på tværs af afdelinger
Behandling af diabetes kan være både kompleks og kræve højt specialiseret viden. Samtidig er det sådan, at op mod hver femte patient, som er indlagt på en hvilken som helst afdeling, har diabetes. Derfor begyndte sygeplejersker fra diabetesambulatoriet på Sjællands Universitetshospital, Køge og Nykøbing Falster Sygehus i starten af året, at tilbyde daglige tilsyn af diabetespatienter på hospitalets ortopædkirurgiske afdelinger. Det handler om at sikre bedre patientforløb og om løbende kompetenceudvikling. Initiativet er ved at blive udbredt på de øvrige sygehuse i Region Sjælland, og forventes at være udrullet på alle fire sygehuse i løbet af 2021.

Læs mere her
I'm new text.
ARRANGEMENTER FOR SUNDHEDSFAGLIGE
FREDAG D. 18. JUNI 2021
Temadag om kost og type 2-diabetes
​​​​​​​
Målgruppe: Professionsbachelorer i kost og ernæring og andre sundhedsfaglige der arbejder med kostvejledning af borgere med diabetes. 

Læs mere her
ONSDAG D. 13. OKTOBER 2021
Online arrangement: Seksuelle problemer hos mænd og kvinder med diabetes - taler I om det?

Målgruppe: Sundhedsprofessionelle

Læs mere her


I'm new text.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Steno i Praksis er et digitalt nyhedsbrev til sygeplejersker og andre sundhedsfaglige i primærsektoren om emner og aktiviteter relateret til diabetes. Er du ikke allerede tilmeldt, så skal du aktivt tilmelde dig vores nyhedsbrev via linket.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her
Læs mere om Steno Diabetes Center Sjælland
Vil du gerne vide mere om SDCS’ visioner og målsætninger, centerets øvrige fokusområder og finde overblik over kommende arrangementer, så kan du læse på vores hjemmeside.

www.stenosjaelland.dk

Du kan også følge med på de sociale medier, hvor vi løbende opdaterer om stort og småt.
Ris, ros og forslag til kommende artikler
Fik du den information, du havde håbet på? Skriv til os, så vi ved, hvad der kan blive bedre til de næste udgaver af Steno i Praksis. Har du gode ideer til andre artikler eller øvrige kommentarer, er du også meget velkommen til at skrive til os på steno@regionsjaelland.dk
I'm new text.

Steno Diabetes Center Sjælland
Birkevænget 3, 3. sal, 4300 Holbæk - Tlf: 59 48 38 90
steno@regionsjaelland.dk - www.stenosjaelland.dk


Hvis du ikke ønsker at modtage nyhedsbrevet længere, kan du
afmelde dig her

© Steno Diabetes Center 2021  |  All rights reserved.